Frustration

Jeg har nu undervist på Grace Primary School i 4 ugers tid, og jeg føler mig nogle gange lidt frustreret. Jeg var godt klar over at undervisningsformerne i Tanzania er forskellige fra Danmark, men at det til tider er så stor en udfordring at få indført noget nyt overrasker mig lidt. Problemet er egentlig størst i de små klasser, hvor det virker som om, at de ikke helt forstår mig, og derfor må jeg droppe lege som i min optik er ret simple, og derudover fungerer gruppearbejde slet ikke her. For det første er eleverne ikke vant til det, og det medfører store skænderier i blandt børnene og måden de håndterer det på, er ved at slå hinanden. For det andet så er der ikke plads til gruppearbejde, da klasselokalerne er små, men med mange elever - så gruppearbejde er også droppet. Men det er i det mindste prøvet af, og så er jeg den erfaring rigere. Jeg kæmper videre, og vil ikke opgive min undervisningsform selvom det til tider giver mig grå hår :-) Jeg kan ikke gøre en forskel på den korte tid jeg er her, og det var jeg også klar over inden jeg rejste hertil. Og hvis jeg ville gøre en forskel, så er det lærerne jeg skal undervise i stedet for. Om det vil hjælpe noget, er jeg dog ikke sikker på, da det virker til, at de helst vil gøre som de plejer - men det kræver selvfølgelig heller ikke den store forberedelse. De har en anden holdning til deres job end jeg har, og det er lidt svært for mig at acceptere. Lærerjobbet er et vigtigt job, hvor vi skal undervise landets fremtid, og derfor bør børnene også lære så meget som muligt, og det er mit job at få det til at lykkedes.